EU-udredning om konkurrence på vej

EU-udredning om konkurrence på vej

I takt med at Finland, Norge og nu også Sverige har fået et marked med fri prisdannelse for tandlægeydelser, er et nyt problem dukket op. Nemlig de betingelser som offentligt ansatte tandlæger kan udføre deres behandlinger efter.

Især i Sverige er der murren i krogene. Privattandläkarna mener at svenske skatteydere giver ca. 1 milliard SEK årligt i indirekte støtte til de patienter der lader sig behandle på offentlige klinikker.

Ligesom i de øvrige nordiske lande er de svenske offentlige klinikker primært oprettet for at udføre tandpleje til børn og unge, ældre samt handicappede og andre særlige grupper. Men klinikkerne må godt tilbyde almindelig voksentandpleje på markedsvilkår.

Problemet er, ifølge de private tandlægers forening, at de offentlige klinikker via tilskudene til især børne- og ungdomstandpleje er i stand til at tilbyde voksentandpleje til kunstigt lave priser. De offentlige klinikker afviser påstandene. Sagen er nu genstand for en udredning i EU.

Den svenske situation er speciel, blandt andet fordi landet har mange offentligt finansierede klinikker. Sverige er det eneste nordiske land med flere offentligt ansatte tandlæger (4 500) end privat praktiserende (3 800). I Norge, Finland og Danmark er antallet af offentligt ansatte tandlæger mindre. Med antallet af private tandlæger i parentes er tallene: Norge: 1 375 (2 390), Danmark: 1 670 (3 500) og Finland: 1 950 (2 600). Tallene inkluderer tandlæger ansat på hospitaler men ikke på universiteter, militæret mv.

Samtidig er grænsedragningen mellem opgaverne for private og offentlige tandlæger klarere i Danmark og Norge end i Sverige og Finland. Der er dog enkelte mulige konfliktområder. Eksempelvis er der visse kommuner i Danmark hvor man ikke har afklaret om kommunale klinikker eller private tandlæger skal dække behovet for tandpleje hos plejehjemsbeboere, handicappede mv. (den såkaldte omsorgstandpleje).

Den kommende EU-udredning vil derfor blive læst med interesse i alle de nordiske lande.

 

MAN