Ild og sol

Paa de fleste steder i Norden kastes den fældte tanden i ilden og det svenske Finland følger i dette stykke skikken i Sverige, mens man i den finske del av landet kaster tanden mellem ovnen og brandmuren [13]. Ogsaa i Mark Brandenburg kastes tanden bak ovnen [14]. I Norge sættes den sjelden ind i en vægspræk eller i en kubbestol, men næsten altid ofres den til ilden, likevel er det mest musen som blir bedt om den nye tanden [15][16]. Da Loke (loge, lue) er ildens representant i den nordiske mytologi, anropes han stundom med navns nævnelse om at levere den nye tanden. Dette er kjendt fra Sverige [17]. En direkte henvendelse til ilden uten at nævne Lokes navn eller musen har vi fra Nord-Norge [18]. Vi har ellers flere andre levninger baade fra ilddyrkelsen og soldyrkelsen i vor folketro. Ogsaa fra andre land er det eksempler paa at de henvender sig til ilden eller ogsaa til solen ved tandfældingen. I Steiermark ofres tanden til ilden [19]. Araberne ofrer den fældte tanden til solen [20].

Musen har saaledes i alle fald i Norden den første plass naar det gjælder at sørge for en ny tand. Det gaar saaledes ikke an bare at la den faa rollen som «Lokes arvtaker» som det har været sagt [21]. Det er ellers flere som har hævdet at musen skulde ha hat en særlig mytologisk betydning ved tandfældingen, men dette er litet rimelig. Det er vistnok den lille gnavers solide tænder det gjælder at faa maken til.

De direkte virkende

Av de direkte virkende tandraader skal vi først nævne den urt som har størst historisk interesse og som har krav paa at være den ældste i bruk, Hyoscyamus niger, vildrot, d. bulmeurt. Da denne giftige urt har narkotisk virkning, kan vi ikke frakjende den en viss dulmende indflydelse, men folkemedicinen har sin egen mening om dette, og den hviler i alle fald delvis paa et andet grundlag [31]. Naar frøene av denne urt fra ældgammel tid har været brukt til røkning mot tandverk, kommer dette av et eiendommelig forhold som viser sig naar de sprækker under ophetningen. Frøhviten kommer da likesom krypende ut av skallene, og folketroen har av dette fundet ut at det er tandmarken som er røkt ut av tanden. Dette har git folk troen i hænde, og har gjort det mulig at vildroten har kunnet bevare sit ry som tandverkraad det ene tusenaar efter det andre. Som ovenfor nævnt findes hyoscyamus i de ældste babiloniske tekster sammen med tandmarken, og disse to har saa trofast holdt lag like til vore dager.

Det vilde føre ut paa viddene om vi skulle følge marken og vildrotfrøene gjennem alle disse aar, men vi skal fæste os ved nogen av merkestenene fra middelalderen og nedover. I en angelsaksisk lægebok fra 900-aarene heter det: for tandmark, ta ekenøtmel og hyoscyamusfrø like meget av hvert, bland det sammen og lag det til et lys; la det brænde og la røken komme ind i tanden, læg et svart klæde under, da vil marken falde paa dette [32].

I det berømte salernitanske læredikt fra 1100-tallet kan vi læse det samme:

Endelig sier en middelengelsk lægebok fra 1400-tallet: «pro dolore dencium de vermibus, take hennebane seed etc.» [33]. Hos os møter vi vildrotfrøene mot tandverk omkring midten av 1700-aarene i foged Wiels beskrivelse over Ringerike og Hallingdal og omtrent samtidig har Gunnerus det i sin Flora Norvegica fra Gudbrandsdal, der urten kaldes tandverksgras. At den kaldes «tandurt» i Danmark anviser den en lignende plass i dansk folkemedicin [34][35]. I Tyskland, Holland og England finder vi det samme [36].

De andre urter som den norske folkemedicin bruker eller har brukt mot tandverk har ikke en saa merkelig historie, men vi skal omtale nogen av dem. I en gammel folkelig lægebok fra Ulvik i Hardanger nævnes neslerøtter, enebær, pimpinellerot – helst fastende om morgenen – solvendel, Helianthus annuus, indtullet i bomuld som legges paa tanden, tormentillerot, hvitløk o.fl. Lægeboken har ogsaa raad for løse tænder: «polley thør, støt oc pulver deraff paalagt, daa fæster dj» (polley: Mentha pulegium), «grøne salvie blade oc grøn Jsop ædt for thandløs» [37].

Fra senere aar har vi andre tandurter: trollbær, Actæa spicata [38]. Tandpinegras eller tandrot, Pimpinella saxifraga, er den samme som forekommer i den gamel lægebok fra Ulvik; den har i Telemark været brukt til at lægge fersk paa tanden [39]. I Land sætter de «ormebær» som er de tørkede bær av sintogsroten, Convallaria verticillata, paa brændevin og bruker dette paa tanden.

I Hattfjelldal har de paa samme maate «tivedbærbrændevin» paa tanden, d.e. bærene av Daphne mezeruem utbløtt i brændevin. I Tolgen lægger de ryllikrot i den hule tanden. Paa Island tygget de ryllik mot tandverk i middelalderen [40]. I Østfold har de brukt asken av øientrøst, Euphrasia officinalis, dekokt paa tandgras, Sclerantuhus annuuus, eller paa reinfan til at lægge paa tanden i en klut [41]. Tobakken maa ikke glemmes. Den brukes mange steder baade like paa tanden og paa anden maate [42].

I Elverum regnet de bjerkeolje eller næverolje for at hjælpe mot tandverk. Før kreosoten var kjendt som farmaceutisk præparat, hadde folkemedicinen fundet frem til noget lignende. I Storelvdal sætter de et kræmmerhus av papir paa en tallerken, tænder fyr paa og lar det brænde ned. Den gule oljen som blir igjen, brukes paa den vonde tanden, og dette er jo kreosot at kalde for. Den samme fremgangsmaate er kjendt i Steiermark og i Schwaben [43][44].

I Søndfjord bruker de kamfer og «blaasteinvatn» og Fyrisdal almindelig matsalt, dette sidste er ogsaa kjendt i hollandsk folkemedicin og fra Nordens middelalder [45][46]. I Elverum tar de en bille de kalder blankdivil, Scarabæus violaceus, og har den paa brændevin til at lægge paa tanden.

I folketroen har flere sundhetskilder ordet for at være gode til at hjælpe for tandverk. I flere tilfælder er dette kilder som i gamle dager har været holdt for hellige og som har været søkt for mange slags sygdommer. I Land har de en slik ile som folk tyr til naar de har tandverk. Særlig skal nordrindende vand være godt. Den som har tandverken maa da gaa til selve kilden, ta vandet i munden, holde der en stund og saa spytte det ut igjen i det rindende vand, saa verken kunne forsvinde med strømmen. Men saa maatte en samtidig læse en eller anden «tandverkbøn» t.eks. denne som er fra Urskog [47]:

Slike remser er det mange av, og de maa ha gaat fra land til land. Fra Würzburg har vi saaledes maken [48]:

Disse tandverkbønnene skal vi siden komme tilbake til.

Det er ikke altid tandverkraadene er saa appetitlige som det klare kildevand. Mange steder brukes saaledes ekskrementer av forskjellige slag til at lægge i den hule tanden. Sandsynligvis er dette langt mere utbredt end mine optegnelser viser (Saaler, Sandsvær, Numedal, Nord-Frøya, Ryfylke) for den samme raaden har de mot bylder, betændelser og lignende over hele landet. Dette er ogsaa kjendt som raad for tandverk i andre land.

Folkemedicinen bruker ogsaa mekaniske og termiske midler mot tandverken. Jeg mener ikke med dette at smeden eller en anden hjælpsom mand drar tanden ut med en knipetang. Men det hænder ikke sjelden at en søker at «dræpe nerven» eller «stogge verken» ved at stikke en gloende spiker ned i den hule tanden. Dette gjør de saaledes i Elverum. I Tyskland dræper de tandmarken paa denne maaten [49].

En særstilling indtar i folkemedicinen den lange række av forskjellige tandpirkere som tanden eller tandkjøttet skal stanges til blods med. Men her er det ikke om at gjøre at virke mekanisk paa tanden, saa det hører ikke hit. I folkemedicinen hviler det en særlig mystik over tandpirkeren, og det kommer ogsaa an paa det som gjøres med den efterpaa. Vi skal derfor komme tilbake til dette senere.

Indirekte tandverkraader

Saa har vi de indirekte tandverkraader, de som folkemedicinen tror virker paa længre hold. Fra videnskabelig synspunkt ser det ut som vi her bare har med den rene overtro at gjøre, men ved nærmere undersøkelse vil det vise sig at i alle fald nogen av dem ikke er helt uten rimelig grundlag. En del av disse fjerntvirkende stoffer lægges paa kindet, somme i eller ved øret, mens andre skal virke paa endda fjernere steder.

Paa kindet har de i Østfold, Nordfjord og andre steder lagt den skarpe vasspepar, Polygonum hydropiper [50], i Finnmark kattelort og i Østerdal svinelort, begge i fersk tilstand. I Sundhordland bruker de et omslag av kokt hestemøk indlagt i tøi. Ældre folk husker endnu fra sin barndom at de fik urteposer paa kindet mot tandverk.

At lægge ind løk eller andre skarpe stoffer eller varm olje i øret er temmelig almindelig, og dette hviler paa den riktige iakttagelse at tandverk særlig fra underkjæven ofte straaler ut i øret. En tobaksbuss som var blit lagt ind i et øre for tandverk, tok jeg engang ut 20 aar efterpaa og høstet ros for den gjenvundne hørsel. Men naar folk i Gudbrandsdal lægger tobakken ind i øret paa den motsatte siden av tandverken, blir det mindre let at forstaa virkningen. En anden sak er det i Elverum der de har harefett i øret; men harefettet driver utover, sier de, og derfor maa det lægges i det motsatte øret, ellers gaar verket længre ind.

En merkelig maate at bruke indirekte tandraad paa gjælder hvitløken. Denne lægger de i et søkk ved haandleddet paa tommelfingersiden. Dette har jeg fra Alteidet i Nord-Norge. En kunde tro at dette var enestaaende og et tilfældig paafund, men det viser sig at det ogsaa brukes i andre land. I Steiermark binder de hvitløk paa den tilsvarende «puls» d.v.s. ved tommelfingeren mot tandverk. Men dette findes allerede i den gamle rabbinske literatur, i Talmud som anbefaler at lægge en hvitløksknop paa tilsvarende tommelfingernegl. Vi maa undres over denne slags avledende behandling, men endda mere over at den har fundet veien op til grænsen til Finmark.

At det skal være god hjælp ikke bare mot tandverk men ogsaa mot gikt at gaa med en raa potet i lommen er almindelig tro paa flere steder som i Bodø, Storelvdal og Bergen, og det er tillike kjendt i andre land. I England er det endog dannede folk som ikke tør gaa ut uten at ha den raa poteten paa sig [51].

I en bok som kom ut i 1915, Lægende urter, deres indsamling og bruk, læses: «Forebyggelsesmiddel mot tandpine: Vask hver morgen ansigtet med rent koldt vand, men tør det først efter 5 minutters forløp. Dette pleier at bringe ro til dem for hvem intet middel mere hjælper». En ser av dette at den nyere folkemedicin heller ikke er raadløs. Vi er dog ikke alene om den slags boteraader. Jeg har fundet det igjen i hollandsk folkemedicin bare med den forskjel at de der vasker bakhodet i stedet for ansigtet [52][53].

Som en levning fra den tid da aarelating skulde hjælpe for alle sygdommer, har vi endnu i Land og Hegre den skik at aarelate under tungen for tandverk, og hjælper ikke dette skal en aarelate «den gren av pulsen som gaar til lillefingeren». Denne indirekte tandverksbehandling er ogsaa kjendt i Danmark og Sverige. I en svensk «Bondepractica» heter det saaledes:

Den sympatetiske behandling

Den sympatetiske behandlinghar i regelen til maal at overføre en sygdom fra et menneske til et andet, til et dyr, til et levende træ eller til en livløs ting. Dette kan gaa for sig paa mange maater. Ofte bestaar det i at nogen som har været i berøring med den syke brændes op, kastes bort t.eks. i rindende vand, spises op t.eks. av et dyr. Dette slags kurer er ogsaa kjendt for svulster, vorter, bylder og en hel række sygdommer. Behandlingsmaaten findes det spor av hos de gamle græske og latinske klassikere [54], men i middelalderen blev sympatikurene sat formelig i system av Paracelsus som døde i 1541; det er han som begyndte med at føre tandverken over paa trær.

En vil kanske undres over at troen paa disse merkelige raader har kunnet holde sig saa længe tiltrods for at effektiviteten stadig blir sat paa en hard prøve. Ved bedømmelsen av dette forhold maa vi huske paa at det psykiske moment har meget at si selv ved en saa «virkelig» sak som tandverken. At verken ofte blir borte mens en er paa vei til tandlægen er jo en av de mest kjendte beviser paa dette og forklarer det ufortjente ry som den sympatetiske tandbehandling har kunne bevare nedigjennem tidene. Det heter ellers ofte ved bruken av disse midler at de bare hjælper ved første gangs tandverk, og denne reservation hjælper jo litt paa troen dersom den ofte blir rokket ved at kuren slaar feil. Dette forbehold har folkemedicinen gjerne i bakhaanden ogsaa ved andre kurer [55].

Ved sympatikurene kommer det ikke bare an paa den gjenstand som overfører sygdommen, den maa selvsagt ha sine mere eller mindre mystiske egenskaper, men det væsen eller den ting som skal ta imot sygdommen, er likesaa viktig. Ofte skal det ha noget med døden eller kirken at gjøre. Det kan være en død mands tand, et dødningeben, en likkisteflis, en naal som har været brukt til at sy likklær med, en sten fra en grav eller en flis av kirkedøren. Gjælder det en tandpirker av træ, maa den være av et bestemt træslag, men det kan ogsaa være tandpirkere av ni forskjellige træslag. Flisen maa gjerne være tat paa en bestemt maate, paa et bestemt sted og til bestemt tid.

Tandverken kan podes eller manes i et voksende træ, den kan hamres ind i en kirkedør, fæstes til en jordfast sten eller sendes av sted med rindende vand. Den sympatetiske overføring kræver dessuten ofte at det samtidig sies frem en tandverkbøn eller trollbøn i forbindelse med en symbolsk handling t.eks.: «jeg tar dig fra kjøt og ben og sætter dig i træ og sten».

At overføre tandverken paa et levende menneske gir folkemedicinen sig sjelden av med. Jeg saa det engang for 30 aar siden, og den som inbildte sig at han hadde faat verken overdrat, var ikke blid. Slikt er ogsaa kjendt fra Tyskland [56].

Naar tandverken overføres ved hjælp av noget som har med døden at gjøre, er det underforstaat at den skal havne hos den døde. I en gammel svartebok fra Sogn nævnes at den vonde tanden skal gnies med en dødningetand, men dette og lignende bruk av dødningetanden er vel kjendt baade hos os og andre steder særlig fra ældre tid. I Tyskland har det været den tro at en da vistnok blir kvit verken, men en vil ogsaa miste tanden bakefter, og det kan jo være rimelig nok [57][58].

I Lærdal, Sogn, gnir de den verkende tanden med et mandeben fra kirkegaarden, likesaa i Nordland, men her maa en lægge guldringen sin i pant naar en tar benet [59]. I Baiern maa de bite i benet for at det skal hjælpe. Dødningebenet hjælper ogsaa for en hel del andre onder [60].

Mens en flis av likkrakken er almindelig boteraad for sti paa øiet, er en flis av selve likkisten god til at stange sig i tanden med for tandverk, dette er ogsaa kjendt blant finnerne i Nord-Norge, disse maa dog sætte flisen paa plass igjen naar de har brukt den, finnerne bruker ogsaa en flis av et gravkors. Dette er dessuten almindelig i finlandsk folkemedicin [61][62]. Storaker næver det ogsaa i sine samlinger. I Sogn tar de en rusten spiker fra en likkiste og sætter den i kirkedøren [63]. I Nord-Frøya gjælder det at faa flisen fra kirkegaarden eller kirkegaardsporten, i Vinstra skal det være fra kirkedøren, mens i Finmark fra kirkedørstreskelen [64]. Bang nr. 1018 har den raad at stikke sig med en naal som det har været sydd likklær med, men den maatte efterpaa kastes bort. Da fik en aldrig tandverk mere.

Ingen tandverkraad er vel saa vidkjendt over hele verden som at overføre verken paa et levende træ. Dette gjøres i Valders ved maning. En hugger øksen i træet under maningen, og den som har tandverken blir da kvit den, dersom det tyter kvae ut av træet men det almindeligste er at plugge tandverken ind i træet [65]. Det var dette Paracelsus satte i system i begyndelsen av 1500-aarene. Han tok en flis av en hyld eller hassel, stak dermed tanden til blods og satte saa flisen ind i træet paa sin plass igjen og dækket den til med barken. Dette kaldes implantation. Jacob Grimm mener at dette grunder sig paa den tankegang at verken skal væres over paa den vætte som bor i træet [66]. Vi kjender denne indplugging som raad for bylder paa flere kanter av landet. De borer hull i træet, stikker litt av vaagen fra bylden ind i hyllet og lukker det med en træplugg. Det samme gjør de i Saaler, Gudbrandsdal og Nordmøre med litt av indholdet fra den hule tanden [67].

Stundom stikker de sig med en spiker stundom med en hesteskosøm, men oftest er det med en eller flere fliser av samme træ som tandverken skal plugges ind i. Det kan være en, tre eller ni fliser av samme træ, men sommetider maa det være av ni forskjellige trær. Naar en har stanget sig til blods, stikkes flisen eller flisene paa plass og dækkes over med bark, ofte bindes det en rød traad over. Dette stemmer saaledes med det som Paracelsus lærte. Samtidig læses gjerne en tandverkbøn fra en svartebok.

Like til det sisste har det staat slike trær i skogene som ingen har turdet hugge ned. For den som fælder et tandverktræ faar al tandverken som sitter der. Det gjaldt derfor at vælge et træ som var litet utsat for at bli hugget ned. Det heter saaledes ofte at træet skal staa paa et sted som ingen kommer til. Hagemann fortæller fra Saltdalen at de fleste gammelkaller hadde et slikt træ i skogen, men her var troen den at naar træet blev fældt, fik den tandverken igjen som engang hadde slaat den ind i træet. En kunde derfor ofte høre folk klage og si: nei, naa har visst nogen hogget min tannfuru [68]. Mange steder heter det at slike tandverktrær blir syke og stanser i veksten, nogen steder sier de at tandverken bare holder sig væk saa længe træet er friskt.

I Nordfjord maa en staa tidlig op en søndag morgen, ikke snakke med nogen, ikke smake mat, pirke sig med tre fliser av en frisk older og sætte flisene ind paa plass igjen, saa fik en aldrig tandverk mere, men det hjælper bare for første gangs tandverk. I Kaupanger, Sogn, bruker de ogsaa older, men samtidig med at flisene plugges ind i træet, lægger de ind paa tanden en klut med karvet bladtobak og salt som har været utbløtt i brandevin, dette skal brændes op efterpaa. Ellers har de flere forskjellige slags tandverkstrær i bygdene. I Saaler og Saltdal er det furu [69], i Gudbrandsdal og flere steder nordpaa piletræ [70], i Undal og flere steder flogrogn [71], i Numedal og Sogn bjerk [72]. Somme steder skal det være en «einstøding» eller«einstaka tre» d.v.s. et som staar alene. I Numedal og Hallingdal brukes ni stikker av ni forskjellige trær [73].

Folkemedicinen har ofte forkjærlighet for det sjeldne. Sommetider gjælder det at tandpirkeren skal ha egenskaper som det er vanskelig at skaffe. En hesteskosøm fra en sko som er gjenfunden med alle sømmene i, en flis fra et hus som er flyttet tre ganger eller en flis fra et lynsplintret træ [74]. Dette sidste er kjendt baade fra Finmark og Tyskland [75].

Symbolske handlinger som har til hensikt at overføre sygdom paa dyr, har været kjendt fra oldtiden. Marcellus som levde i 400-aarene efter Kristus, kaldte det insecatio, et uttryk som folke­medicinske forskere har beholdt. I vor folkemedicin er den slags kurer kanskje mindre kjendt end overføringen paa trær og livløse ting, men vi har likevel mange eksempler paa dette fra vore dager.

Ved disse kurer kommer en ting til, nemlig den særegne lægekraft som siden oldtiden har været tillagt somme dyr. Hunden som har været menneskets tro følgesvend gjennem tusener av aar, kommer her i første række. Hundetungens lægende evne omtales i Bibelen der det heter at hundene slikket saarene til Lasarus, og paa Vestlandet sier de «det er lyv i hundetunga» d.v.s. lægedom. At mane tandverken over paa en hund ved hjælp av nogen mystiske ord paa en seddel som kastes foran hunden er det flere eksempler paa hos Bang [76]. Ormen, lægekunstens gamle symbol omkring æskulapstaven, er ogsaa med blant tandverkraadene i vor folkemedicin. I Setesdal sier de «ormen lækjer» [77]. I Strandvik lægger de halvparten av et paa langs kløvd ormehode paa tandkjøttet, og i Hallingdal spiser de kjøttet av en orm som er «slaat for al menneskets ondskap» [78].

Et andet lægende dyr er frosken. Over hele landet er det likesom i Skotland og England en kjendt kur mot trøske at lægge en froskelabb paa tungen. Frauda fætr (froskeføtter, red.anm.) hørte med til de gamle nordmænds trolldomsmidler [79]. At stikke sig til blods mellem tænderne med en tandpirker laget av froskeben er i Kistrand, Finnnmak et boteraad for tandverk. Fra Gudbrandsdal fortæller Hjorthøy «nogle have og fundet sig vel ved at holde varm Edikke hvorudi en saadan Frøe er kogt under lukt Laag, i Munden for Tandpine» [80]. I Nordland heter det at det skal hjælpe at slikke en padde under maven, og tandverken skulde vel da gaa over paa dyret. Da frosk og padde i folketroen er mand og kone hører dette til her. Dette at bruke frosk mot tandverk omtales allerede av Marcellus, og det er kjendt i tysk folkemedicin [81].

Katten hører ogsaa til de lægende dyr, men det findes neppe noget om at dette dyr eller noget av det har været brukt for tandverk. Derimot er det et enestaaende eksempel fra Jæren paa at noget av en hest har været lagt paa den verkede tand, nemlig en spon fra hoven paa en uskaaren fole.

Saa har vi overføring av tandverk til livløse ting. I en gammel svartebok funden paa Kvarberg i Vaagaa lærer vi dette: «gakk på kirkegården og ta en sten ut av en grav og legg den paa den tann du har pinen i i omtrent 5 minutter. Ta den så ut igjen og legg den på samme rum som du tok den og si disse ord: takk for lånet, Probatum» [82].

I Elverum og Hallingdal fører de tandverken over paa en «jordfast stein» d.e. en sten som sitter fast i jorden [83]. Disse stener har i folketroen en lægende kraft, men naar tandverken skal føres over i stenen, maa det gjerne maning til. I Elverum stikker de tandkjøttet til blods med en kniv og hugger denne i stenen med de ord: «her skal du sitte saa fast som fanden naar han fulgte skriveren paa tinget og voldte vrang ed». Den jordfaste stenen som tandverkraad er kjendt baade i Sverige og Danmark [84]. Beslektet med den jordfaste sten er merkestenen eller grænsestenen mellem to eller flere eiendommer, den kaldes somme steder for «deild». I Fyresdal blir folk kvit tandverken naar de biter i deilder [85]. Ventelig gaar da verken over paa den onde vætte som skal færdes i nærheten av slike stener, deildegasten eller merkesgasten som den kaldes. Det var gjenfærdet efter folk som i levende live hadde flyttet en merkesten. Dette var nemlig en av de største synder som blev straffet strengt. Vedkommende maatte stadig gaa igjen og færdes i nær­heten av det sted der synden var gjort. Merkestenen hjælper for tandverk baade i Danmark og Finland [86]. Det er ogsaa spor av det i Tyskland. [87].

Det er en række symbolske handlinger som tar sikte paa at bli kvit tandverken. Tandpirkeren kan saaledes naar den er brukt, kastes i en fos, det gjør de i Hallingdal [88]. I Numedal skriver de noget paa tre flatbrødstykker, tygger dem og svælger dem, eller de graver ned den tandstikker som de har stanget sig til blods med [89]. Det at grave ned sygdomsstoffet er en kjendt kur for flere sygdommer baade hos os og andre steder, særlig brukes det for at bli kvit vorter.

Til folkemedicinens mest kjendte symbolske handlinger hører mæling (maaling) og støyping (molybdænomanti). Mælingen hører jo særlig til raadene for mosot, og støypingen sætter vi helst i forbindelse med engelsk syke, svek [90]. For ikke mere end omkring 20 aar siden blev den brukt til dette i Kristiania. Disse kurmetoder utføres gjerne sammen med læsning. Heller ikke den folkemedicinske odontologi er uberørt av disse. Den som skal mæle maa nemlig i Numedal ikke være tandløs [91], og støypingen brukes i Elverum som raad for tandverk. De støper da en blykule ned i vand, og dette har de siden paa den vonde tanden, men samtidig blir riktignok verken manet over i en gran som pleier at sture efterpaa [92].

Underlig er det at tandverken skal ha noget med skjæringen av neglene at gjøre. Hos romerne skulde det efter Ausonius være godt at skjære neglene onsdag, men Jacob Grimm sier«Freitags nägel an Händen und Füssen geschnitten hilft wider Zahnweh». Paa Mandalskanten heter det: «Naar man har tandpine skal man klippe neglene av sig paa fredag eller søndag, da gaar den bort» [93], og det samme gjælder paa flere andre steder [94].

Vi har flere ganger set at det samtidig med de sympatetiske tandverkraader læses en tandverkbøn. I disse bønner nævnes ofte de hellige personer [95]. I den katolske tid maatte selvsagt jomfru Maria holde for [96]. Fra midten av 1700-aarene har vi fra Gudbrandsdalen denne bøn: «Job satte sig paa sten og klaget sig for sine tænder: jeg angrer at mine tænder kom itu. Kom Jesu moder Maria»:

Stenen er sikkert ment som jordfast, det kan vi slutte av en svensk paralel [97]. I flere middelalderlige tandverkbønner paa latin er det ogsaa en sten som den hellige person sitter paa, saaledes i den middelengelske lægebok utgit av Fritz Heinrich: «Dominus noster ihesus christus supra petram marmoream sedebat» o.s.v. [98].